Den som blinker er bange for døden Af Knud Romer

Gå til Uddrag 1 Uddrag 2

Uddrag 1 Jeg har altid været bange for morfar og ikke andet end bange. Jeg kendte ham kun som Papa Schneider. Hvad han ellers hed, og hvad han hed til fornavn, vidste jeg ikke, og det kunne også være lige meget, det ville aldrig falde mig ind at kalde ham ved fornavn. Han var ikke en mand, man var på fornavn med. Papa Schneider havde flere kilometer ar i ansigtet, allesammen på venstre kind. Det var mensurar fra forrige århundrede, han havde været i en Schlägerverein. De stillede sig op og forsvarede deres ære ved at tæske løs på hinandens ansigter med sabel – uden at fortrække en mine, venstre arm på ryggen. Han havde sortgråt, tilbagestrøget hår og høje tindinger, og der skulle ikke mere til end at se ham i øjnene for at udfordre ham: Sie haben mich fixiert, mein Herr. Hans blik var ensrettet og gik kun udad, og jeg ved ikke, om nogen er sluppet godt fra at møde det. Undtagen mormor. Det var det store ved hende, at hun kunne se Papa Schneider i øjnene – min mor gjorde det ikke – hun var den eneste, hans bløde punkt, skjult for alle, og resten af ham var hårdt og uigennemtrængeligt. Han regerede suverænt for bordenden hjemme hos mor og far, hvor hans billede hang på væggen i spisestuen. Det var i guldramme og forestillede en lysning i et skovlandskab. Papa Schneider sad i græsset med en bog og så lige frem for sig ved siden af mormor, hun havde et spædbarn i armene, og min mor var ung og holdt deres jagthund, Bello. Bogen, barnet og hunden, så var rollerne fordelt - og Papa Schneider var ånden og kulturen, kvinden stod for fødslerne, og børn var nærmere naturen og som hunde, der skulle afrettes. Når vi spiste, sad jeg ret op og ned i min stol med begge hænder på bordet og servietten under hagen, som om Papa Schneider sad med til bords og holdt øje med mig. Hvis jeg gjorde noget forkert og skar en kartoffel med kniven eller talte uden at blive spurgt, stak han en gaffel i hånden på mig, det var jeg sikker på. Papa Schneider er det strengeste menneske, jeg har kendt, og alt det, der var strengt og hårdt og gjorde ondt. Han var den øverste knap i skjorten. Han var tænderne i kammen, når man blev vandkæmmet. Han var hudafskrabninger og angsten for at komme for sent. Jeg var ikke på fornavn med ham, og det var der heller ingen andre, der var. Jeg tror ikke, at nogen overhovedet vidste, hvad han hed, eller tænkte over det. Min morfar var alene med det som en frygtelig hemmelighed - og den vildeste satsning. For hvis han en dag hørte det og blev tiltalt ved fornavn, ville han vide, hvem det var. Der var kun en, som kendte det ud over ham selv, og det var Gud.   Uddrag 2 Det var ikke borgmesteren, som bestemte, og heller ikke politiet, eller direktøren for Handels- og industribanken - eller nogen mennesker i det hele taget. Det var rågerne. De fløj rundt og skreg og hoppede i gaderne og sad i klynger på tagene og holdt øje med os. Rågerne tømte skraldespandene og ribbede slagteriet og stimlede sammen nede ved havnen, når fiskerne kom ind. De fløj efter såmaskinerne om foråret og pikkede kornene op lige så hurtigt, som de blev strøet ud, og om efteråret hærgede de plantagerne og huggede frugt. Der var ikke et træ og ikke en lygtepæl uden råger, og ingen kunne være i fred for dem - de spiste alt, og hvis man stod stille for længe, kom de og hakkede i en. De var det første, jeg hørte om morgenen – længe før jeg vågnede – og det sidste jeg hørte, når jeg gik i seng. Jeg lå og lyttede til rågerne, som nærmede sig og fløj over huset, skrigene fyldte luften, og jeg havde ingenting at stå imod med og forsøgte at holde mig fast i værelset og legetøjet og synge Lille føl, ved du hvad, men det nyttede ikke noget. Jeg adskilte mig næsten ikke fra mørket, og angsten steg i mig, indtil den gik over alle bredder og brød ud, og der skete det, jeg frygtede mest, og rågerne kom og tog mig. Der var ikke nogen, som forstod, hvorfor jeg skreg, når jeg skulle sove, og det var en kamp uden ende. Jeg trak det ud så længe som muligt og forsøgte at forklare, men der kom ikke andet end hæse lyde ud af munden på mig, og rågerne lettede om morgenen, og jeg slog med armene og stoppede kun, fordi mor ruskede i mig og sagde ”Knüdchen, aufwachen”, og jeg var syg og havde feber. Mor og far kiggede i Dr. Spock og læste om børnesygdomme, men kunne ikke blive kloge på det og ringede efter lægen. Han dukkede op med en sort taske – han hed Dr. Kongstad - og tog mig på panden og kiggede mig i halsen og talte min puls. Så sagde han, at det var kighoste og skrev en recept og smækkede tasken i og gik – og jeg spiste pillerne og fik æbler og saftevand og gjorde som forventet, og alle var enige om, at jeg var i bedring, da glasset var tomt. Fra nu af vidste jeg, at det var bedst at lade som ingenting, og jeg kom i børnehave hos frøken Freuchen og efterlignede de andre, så godt jeg kunne, og grinede, når de grinede, og legede med. Jeg bed lidt og sang ikke med på Højt på en gren en krage, men det fortog sig også og forsvandt i skolen, og det rørte mig ikke, når jeg cyklede gennem Vesterskoven på vej til fodbold i B 1921 – lilleputholdet - og hørte dem skrige i træerne. Jeg hoppede i tøjet – blå trøje og strømper og hvide bukser - og spillede normal og løb rundt mellem rågerne på knoldemarken, og man kunne følge med i kampen og se den bølge frem og tilbage på lang afstand, fordi bolden fik dem til at flyve op. De holdt til ovre i skoven, hvor de havde deres reder - det var en ren heksekeddel, og fugleklatterne hang fra grenene i lange stalakitter – og lige her var Falster City Camping placeret: ”En oase i mulighedernes by”. Der var en isbod, og de tyske turister sad foran villateltene og campingvognene og fortvivlede. De var blevet lokket til af de børnevenlige strande, den idylliske natur, den hyggelige købstad - som der stod i brochuren - og rågekolonien var ikke nævnt med et ord. De blev vækket fra drømmeferien af larmen, som begyndte ved solopgang, og hen under aften samlede rågerne sig i store flokke ude på markerne og fløj ind over byen og tilbage til Vesterskoven, og så kom det værste af det hele, og det regnede med fugleklatter. Butikkerne hentede varerne ind, og vasketøjet blev taget af snoren, og folk gik med paraplyer og gummistøvler og skyndte sig af sted i pløret. De fleste holdt sig hjemme og sad og rystede på hovedet og lyttede til klatterne, som trommede mod ruderne og svinede alting til, og turisterne pakkede sammen og flygtede langt væk - og der var ikke den, som ikke kiggede efter dem og bare ønskede at kunne tage med. Det blev sent, før nogen vovede sig ud på gaderne igen, og livet fortsatte sin gang, selvom alle vidste, at det var på lånt tid. Vi var fugls føde, og det var rågerne, som styrede i Nykøbing. Gå til toppen af siden